Skovbregner - Bregner

Fjerbregnen gror i mange danske skove. De grønne blade danner en stor roset, der kan blive op til 1. m høj. Bladets stængel er almindeligvis grøn med brune avner på den nederste del. Af og til er det muligt at finde eksemplarer med rødlige stængler, de kan endog være purpur eller vinrøde, hvilket er en meget smuk kontrast til de fine grønne blade. Fjerbregnen trives godt i almindelig ikke for tung havemuld i skygge eller halvskygge. Den kan dog også klare sig i fuld sol, for eksempel

Flerefarvet japansk fjerbregne. Er ca. 40 cm. høj og er næsten sølvgrå, og næsten uden mørke tegninger i bladene. Den japanske fjerbregne Athyrium niponicum var. pictum er en underart af den mørkegrønne fjerbregne Athyrium niponicum, som har samme slags mørke tegninger langs bladets midte, selvom det ikke kan ses helt så tydeligt som på varianten. Når de nye blade ruller sig op i maj måned er de mørkt purpurfarvede og falder så meget sammen med jordens farve, at de næsten ikke er til at få øje p

Kambregne. Højde 40-50 cm, tåler fuld sol til delvis skygge.

Mahognibregne. Arten er vildtvoksende i Japan, Kina, Korea og Indokina. Den har mere udbredte blade med bølgede bladkanter, den er stedsegrøn og minder meget om Cyrtonium falcatum. Cyrtonium fortunei har tidligere været meget brugt som stueplante, men den har vist sig at trives godt udenfor her i Danmark. Den skal dog gro under lidt beskyttede forhold, først og fremmest med læ og helst i skygge for middagssolen. Den bliver ca. 70 cm. høj. Jorden bør være muldrig, fra let sur til let kalkholdig.

Kruset Guldskælbregne. Er en virkelig flot bregne, som kan blive næsten 80 cm høj. De brede mørkegrønne blade er ret stive og med kamdelinger på alle spidser. Bladstænglerne har gyldenbrune skæl, som senere bliver mørkebrune. Den gror bedst i dybmuldet jord, som helst ikke må være sur. Den kan, selvom den er en skovbregne, gro helt lyståbent og temmelig tørt, Løvet er halvstedsegrønt/ vintergrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.

Dryopteris erythrosora kaldes i Danmark for Rødslørbregne, fordi slørene der dækker sporehusene er røde. Den stammer fra Kina, Japan og Taiwan og bliver 60 cm. høj. Rødslørbregnen er bemærkelsesværdig på grund af sine blanke blade, der om foråret til at begynde med er meget mørkerøde, og næsten ikke til at få øje på. Når småbladene ruller sig ud skifter farven langsomt til rødgyldent og kobberfarvet og bliver først helt grøn, når bladet er fuldt udviklet. Farven er dog fortsat noget brunlig elle

Rødslørbregne. Bliver af nogle regnet for en variation af Dryopteris erythrosora men af andre for at være en art. De to adskiller sig fra hinanden ved at variantens småblade er meget mere reducerede, ellers minder de meget om hinanden. Navnet Dryopteris erythrosora var. prolifica har den fået fordi den af og til danner bulbiller.(Det er små yngleknopper der dennes på bladet og som kan bruges til formering, de er identiske med moderplanten). Den bliver 45 cm. høj og stammer fra Japan. Den er en a

Almindelig Mangeløv. Denne bregne blev af Linné kaldt Filix Mas, hvilket helt enkelt betyder hanbregne. Linné mente, at denne bregne måtte være af hankønvæsen, fordi den var kraftigere bygget end en anden almindelig bregne, nemlig Fjerbregnen som han kaldte Filix Femina, hunbregnen. De to minder kun flygtigt om hinanden, men vokser ofte i de samme områder. Man ved nu, at disse to bregner slet ikke kan få afkom sammen, for de tilhører hver sin bregnefamilie, men de har dog beholdt de gamle navne

Tætbladet Mangenløv. Denne bregne har meget reducerede blade, idet mange af de mindste bladafsnit er ganske korte eller mangler næsten helt. En del af småbladene er delt i bladspidserne og mange af de op til 70 cm. høje blade bliver temmelig voldsomt delt ude i spidsen, og derfor bøjer bladet sig yndefuldt udad på grund af vægten fra toppen. Bladspidserne gør at den næsten får et nåleagtigt udseende og får hele bregnen til at virke mindre kompakt end mange andre mangeløvbregner. De endnu ikke mo

Alm. Strudsvinge. Højde 150 cm. Delvis skygge.

Hjortetunge. Denne bregne kaldes i en del lande det synonyme navn Asplenium scolopendrium, men Hjortetungebregnen hører hjemme i Phyllitisfamilien. Det gamle syn. latinske navn er stadigvæk almindelig brugt flere steder i Europa. Denne bregne adskiller sig desuden meget i udseendet i forhold til de andre hårdføre Phyllitis-arter, og det er nok derfor at nogle har valgt at bibeholde det gamle navn. Hjortetungebregnens blade er helrandede, bredden på bladet kan variere fra 3-6 cm. og har en ret ko

(Kruset) Hjortetunge. Har samme vækst som Phylitis scolopendrium.

Almindelig Engelsød. Denne bregne vokser mange steder i den danske natur, og den findes over næsten hele Europa samt dele af Asien. Den forekommer op langs den norske kyst næsten helt til Nordkap, og imod syd findes den i middelhavslandene bortset fra den sydligste del af Italien. Den holder sig ikke nødvendigvis til jorden, men kan i egne med stor luftfugtighed findes højt oppe i gamle egetræer, hvor den krybende jordstængel kan finde lidt næring og fugtighed i de dybe furer i barken. Den snylt

Håret Skjoldbregne. Denne bregne vokser i Nordamerika, Europa inklusive Norge og Sverige, men ikke England, Japan Kaukasus. Polystichum braunii er en rigtig flot skovbregne, som er aller smukkest i skygge eller delvis skygge. Foretrækker en ret fugtig, humusrig skovbund. Den har en flot regelmæssig tragtformet vækst. Bladene er lancetformede, mat grønne og bliver op til 80 cm høje. Når de ruller op om foråret, er de helt dækkede af sølvhvide, hårdlignende skæl, og de virker let hårede hele vækst

Sværdbregne. Denne bregne er en nordamerikansk art, som findes vildtvoksende i den vestlige del af Canada og USA. Polystichum munitum kan blive op til 70 cm. høj, bladet har bløde tætsiddende og længere småblade, og de største blade kan blive op til 15 cm. brede. Den trives bedst i humusrig fugtig jord tilsat lidt sand og småsten. Den kan dog også gro mere tørt, men opnår ikke sin fulde størrelse. Trives både i skygge og halvskygge. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.

(Kvast Bregne, Børste Bregne). Er en kraftig stedsegrøn bregne som bliver ca. 60 cm. høj, den gror vildt i Japan, Korea og Kina. Blade og især stænglen er så tæt besat med skæl, at det har givet den artsnavn polyblepharum, som betyder mange øjenvipper. De ret stive vintergrønne og blanke blade er svagt takkede og har stive hår langs randen. Den trives godt i neutral til let kalkholdig jord med nogenlunde dræn både i halvskygge og sol, men bør i sidste tilfælde have adgang til nogen fugtighed i t

Skjoldbregne. Denne bregne er 35 cm. høj og har mørke vintergrønne stive, blanke blade, med næsten tornagtige hår på småbladene. De nye blade er blege gulgrønne, og når de ruller sig ud sidder de gamle mørkegrønne blade der endnu som giver en meget fin kontrast. Skjoldbregnen stammer oprindeligt fra Tagawa i Japan og selvom Polystichum rigens hævdes at kunne tåle temperatur ned til 23 graders frost, er den ikke altid lige let at dyrke her hjemme i Danmark, hvor den let kan få det for vådt under

(Tætpakket Mosbregne). Denne bregne har en stærkt sammentrængt form, hvis forkortede og kraftige stængler er tæt besat med brune skæl og avner, som går et stykke op ad stænglen og titter ud mellem de ret mørkegrønne blade. På de forkortede stængler sidder småbladene så tæt sammen, at de er taglagte. Det er en fortrinlig bregne til stenbedet, hvor den kan gro helt lyståbent hvis den plantes imellem nogle store sten og som basis er beskyttet mod den varme middagssol. Den bliver 30 cm. høj og løvet

Mosbregne. Denne bregne er en kulturform, som kommer fra Tyskland. Den bliver 60-70 cm. høj, og har lancetformede, mørkegrønne blade. Bladet har et åbent og let udseende, så hele planten trods højden virker spinkel. Man har i en del år troet, at den var forsvundet fra kulturen, men man har været så heldig at genfinde den. Løvet er stedsegrønt og er vinterhårdfør ned til –20C.

Japansk Skjoldbregne. Denne lille nydelig bregne bliver kun ca. 35 cm. høj. Den hører hjemme i Østasien og er vintergrøn lige som så mange andre polystichum arter. Den blev indført fra japan omkring år 1890.Bladene er lancetformede og farven er mørkegrøn, men mere grågrøn på undersiden. Stænglerne er mørke og forneden sorte med sort skæl. Småbladene, som er meget regelmæssige, er tilspidsede og ender i en lang tynd spids. Denne bregne kan gro i delvis eller i hel skygge imellem nogle større sten